"Vi er natur!"
Hvad får dette statement dig til at føle? Mærker du ro, glæde og samhørighed eller de instinktive fysiske drifter? Eller tænker du, at vi da har udviklet os til at være hævet over naturen?
Hvad med denne:
“Vi er natur, men vi har adskilt os fra naturen”
Føles det godt eller skidt?
Vi er natur i mange forståelser, vi er organiske og levende væsner på planeten jorden, hvor vi alle indgår i jordens økosystem. Vi dør og formulder… altså hvis vi ikke er blevet brændt, men der bliver vores rester stadigvæk til ny næring for de næste levende. Vi kan endda i dag blive puttet ind i en pod og have et træ til at gro fra vores krop, når vi er døde.
Et tydeligt eksempel er vores forbundethed med vandets cyklus, som er infiltreret i alt levende på planeten. Hele 60% af vores kroppe består af vand og vores hjerne, aka. vores “styresystem” består hele 80-85% vand. Det samme vand som er grundstenen til alt liv og som tidligere har været saltvand, ferskvand, sky, grundvand osv. Det er det samme vand der nu er i vores kroppe.
Uanset hvad vi peger på der ‘ude i naturen’, vil vi kunne forbinde os selv med det, fordi vi alle er en del af det store økosystem.
Verdenssyn
Alligevel er der mange som føler at naturen er noget ’derude’ ikke noget vi er en del af, enten fordi vi som mennesker er så unikke (er vi nu også det?), fordi vi kan dominere naturen (kan vi nu også det?) eller fordi vi er vokset op med en unaturlig adskillelse til naturen – både naturen i os selv og den der er udenfor vores kroppe.
I mange samfund har man ikke den samme adskillelse fra menneske til naturen, som vi har her i vesten, og man havde og har den slet ikke, hvis vi ser til størstedelen af de oprindelige folk og stammefolkene.
Mange af de oprindelige folk og stammefolkene har slet ikke et ord for “naturen” som vi har herhjemme, da vi og naturen er en og samme ting.
Vores egen natur
I dag bor de fleste af os i bymiljøer, som i høj grad udgøres af døde elementer – sten, glas og asfalt, der holder os fra at mærke den levende natur udenfor. Samtidig har vi arbejdspladser med endeløse timer uden sollys krøllet sammen foran en skærm eller et produktionsapparat, der holder os fra at mærke vores egen natur – for ellers kunne vi da ikke holde det ud.
Vores unaturlige adskillelse fra naturen, gør at vi ikke længere kender den og vi har mistet den grundlæggende forståelse af, at vi er tæt forbundne med al natur. Når vi ikke længere kender naturen, så komme vi til at distancere os og blive ligeglade med den. Når vi bliver ligeglade så er det, at det bliver svært at passe godt på den – og dermed også os selv.
Derfor er der behov for en ny (gammel) tilgang i naturen, hvor vi bliver genforbundet til naturen og de økosystemer vi deltager i. Når vi gør dette kan vi både finde ro i os selv og vores egen indre natur, og samtidig få inspiration til hvordan vi skal indrette vores virksomheder og samfund på en måde der er mere NATURLIG og i balance.
af Nicklas Mørk og Stine Møller Jacobsen
